. Peter har som direktør det overordnede ansvar for virksomhedens drift og udvikling – både som KLS & VE-kontrolinstans & ISO certificeringsorgan. I det daglige består opgaverne af understøttelse af diverse Teams, hvoraf Peter selv indgår i 3 – Backoffice-, Sagsverifikator- samt Kvalitetsledelsesteamet. Herudover supporteres kunder og auditorer fagligt. Planlægning, rapportering, koordinering og opfølgning fylder også en del krydret med myndighedskontakt, forhandlinger samt kalkulationer.

Peter er 37 år, født i Odense, opvokset i Falsled og nu bosiddende i Ringe. Gift med Carina på 11. år og far til Viktor på 10 og Lærke på 6 år. Den kostbare familietid tilbringes gerne i sommerhuset i Blåvand.

Herudover er desuden Peter meget optaget af netværk og fortæller:
”Jeg har siden 2010 brugt en del tid i netværket Round Table Danmark, hvor jeg ud over at være medlem i den lokale klub i Faaborg (RT121) også er medlem af hovedbestyrelsen, hvor jeg for nuværende er landsformand.”

Peter fortsætter:
” På trods af min brændende interesse for netværk, kan jeg også have behov for lidt alenetid, og den får jeg, når jeg trækker mine løbesko på og løber en tur.”

Peters faglige baggrund begynder som elektriker og elinstallatør. Efterfølgende har han erhvervet sig en overbygning – Diplom i ledelse. De seneste 15 år er således gået med ledelse – afdelingsleder i elinstallatørvirksomhed og inden skiftet til TEKNIQ Kvalitet – produktionschef i landsdækkende ingeniørfirma.

Peter – hvorfor blev det TEKNIQ Kvalitet?
”Jobbet som direktør i TEKNIQ Kvalitet giver mig mulighed for at dyrke min store interesse for mennesker, digitalisering og ikke mindst lovgivning, lovstof og standardisering.
Diversiteten i medarbejdergruppen giver mig dagligt nye perspektiver på komplekse problemstillinger, og dette er for mig med til løbende at kvalificere de beslutninger, der skal træffes i en dynamisk hverdag.”